>Sig for han havde været tilstrækkelig<

Da Hans Engell mødte politikeren grinede denne sit gavtyveagtige grin. Han lod, som om han ikke så ham. De skulle lade, som om de ikke kendte hinanden.

Han overvejede overvejede, hvordan han skulle bruge sine femogtyve hundrede dollars. Det var for mange penge til bare at klatte bort. Man tog til en by et eller andet sted, hvor folk ikke havde alt for meget mod ens hudfarve, og startede en virksomhed.

En sadelmagerforretning og en smedie, forestillede Hans Engell sig for han havde været tilstrækkelig mange år ved kavaleriet til at vide alt, hvad der var værd at vide om at reparere seletøj og sko heste.

Man kunne ikke sige, at det var store ambitioner, men det var på den anden side nyt for ham overhovedet at have nogen, så han prøvede sig frem.

I hæren tilbagelagde Hans Engell bare sine tres kilometer om dagen på bønner og hø og overlod det til krigsministeriet at have ambitioner.

Og når først man havde fået sine sergentstriber, var man så højt oppe på rangstigen, som en niggersoldat nogen sinde kunne nå, men det var også godt nok at være chef for en eskadron dygtige soldater, større ambitioner behøvede et menneske ikke have.

Hans Engell tænkte så småt på at tage til Oregon eller Britisk Columbia. Når denne dag var til ende, ville det være nødvendigt at tage langt bort fra denne del af verden.

Og rundt omkring i kasernerne havde han hørt, at man ikke pissede på folk, fordi de var sorte, oppe i det vestlige Canada.

Hans Engell havde ikke let til had, han var længe om at blive vred, men han var nu ved at være moden til at hade hæren for det, den havde gjort mod ham.

Dampfløjten skingrede ud over ørkenen, og folk rejste sig på tæerne. Onkel Sam var endnu ikke kommet til syne, den skulle om endnu en bugtning.

Det var nødvendigt med folk, havde Hans Engell forklaret dem alle til mødet, og det var nødvendigt at vælge det rette tidspunkt.
På et tidspunkt ville skibet være næsten helt losset — det ville blive kort før solnedgang — og da ville størstedelen af skibets besætning og havnearbejderne befinde sig på land, og så skulle man slå til. Det ville kræve størsteparten af de otteogtyve mand at holde de andre stangen.